Sjovt at være Birkevænger
- Den: juli 09, 2013
- Af: Line_nr130
- Kategori: Vores Birkevang
0
Efter Skraldecafeens åbning er det blevet sjovere at være Birkevænger.
Nogle asfaltrødder syntes, vi manglede en kop kaffe – og siden hen et stykke kage – når vi nu alligevel skulle i skraldeskuret om søndagen mellem 11 og 12. Man har dårligt fået øjne, når man skal hen med elektronikaffaldet, de gamle havemøbler og hvad man ellers har fået samlet sammen. Så kan man ligeså godt slå en sludder af. Det blev Skraldecafeen, et nyt, fint “initiv” i Birkevang.
Flere og flere samles nu i Skraldecafeen, der er klunset borde, stole og bænke, og på mirakuløs vis er der kaffe og friskbagt brød. – Men der kan godt bruges flere kagebagere, hvis ikke mirakelmagerne skal køre trætte.
Boghylderne i skraldeskuret er nok noget af det mest populære. Der kan man sætte de bøger, man er færdige med at læse, og finde nyt læsestof. Der er også nips og legetøj at tage af, spil o.m.a.
Det eneste problem, der synes at være, er, at man kommer hjem med mere end man afleverede. Formålet med at rydde ud er jo ofte at skaffe mere plads. Men tit kommer tingene ikke engang ind i skuret, for cafegæsterne står med deres øvede klunserblikke og får reddet sig lige det, de manglede.
Man behøver ikke at have noget med til skuret for at besøge Skraldecafeen. Hunde er tydeligvis også velkomne, men der har kun været en enkelt hundeelskende kat på besøg.
Tak venner for det gode initiativ.
Line
HAVES: Sofa. MANGLER: hynder.
- Den: juli 09, 2013
- Af: Line_nr130
- Kategori: Vores Birkevang
0
Jeg er den heldige ejer af en tremmesofa med koksgrå hynder, klunset ved den meget populære Skraldecafe. Mit problem består i, at sofaen kun har tre hynder. De manglende tre hynder er klunset af en anden, Preben husker desværre ikke hvem. Hvis du skulle være den heldige ejer af de tre koksgrå hynder, håber jeg, du er villig til at skille dig af med dem. Jeg vil meget gerne have dem. Til gengæld kan jeg tilbyde 4 blomstrede hynder med sofa såmænd og to sofapuder. Sofaen er god nok, den er bare lidt større end tremmesofaen. Er det ikke lokkende,må du fortælle, hvilke lokkemidler, der skal til, for at jeg kan få en hel sofa.
Med hilsen fra Line i nr. 130