Kandidater GF 2025
- Den: marts 11, 2025
- Af: Søren B. Petersen
- Kategori: Vores Birkevang
0
Kandidater til generalforsamlingen 2025.
********************************************************************************
Svend nr. 33
Jeg opstiller meget gerne til Forpersonskabet og hvis dette ikke vedtages, som Forperson.
Jeg opstiller, da jeg meget gerne vil bidrage til, at vi har en velfungerende forening, et stærkt fællesskab og et fokus på det gode naboskab med hensyn til hinanden.
Det forgangne år har jeg siddet i bestyrelsen og været aktiv i visionsudvalgene om trafik og fællesskab. Jeg synes vi har så mange spændende muligheder for at gøre Birkevang til et endnu bedre sted.
Jeg ønsker en bestyrelse hvor vi alle deltager i opgaverne.
Jeg synes selv jeg er åben, hjælpsom, god til at samarbejde, god til at se muligheder og god til at holde fast og gennemføre aktiviteter. Jeg kan være kontant, men ønsker altid at vi løser sager med personlig kontakt og med en god snak.
Kh Svend
********************************************************************************
Lone nr. 167
Jeg stiller op til en af posterne i formandsskabet, hvis forslaget om dette vedtages.
Jeg har boet i Birkevang i godt 10 år, og synes det er verdens bedste sted at bo. I den tid jeg har boet her, har jeg set foreningen udvikle sig – og den udvikling har jeg nydt at være en del af som tidligere bestyrelsesmedlem. Jeg vil gerne være med til at understøtte den fortsatte udvikling, herunder sikre at Birkevang fortsætter med at være et sted, hvor fællesskabet vægtes højt, hvor der er plads til alle, og hvor alle bliver hørt og set.
Det seneste år har jeg været en del af visionsarbejdet, og jeg synes det er spændende at arbejde med at indfri vores ønsker og håb for vores forening, og sikre den bliver ved med at være et attraktivt sted at bo, og en aktiv del af det lokale samfund. Jeg ser gerne en øget kobling mellem visionsarbejdet og bestyrelsens drift af foreningen.
Den nuværende kontruktion med en formand, som har alt ansvaret alene, er en stor og tidskrævende funktion. Som fuldtidsarbejdende vil dette aldrig være en mulighed for mig. Men jeg kan, og vil gerne, bidrage til et formandsskab, hvor man deles om opgaverne og hvor der kommer flere personers perspektiver med i arbejdet.
********************************************************************************
Rune nr. 55
Jeg håber, at forslaget om et forpersonskab i stedet for et formandskab bliver vedtaget – og ønsker i så fald, at stille op til forpersonskabet.
Mit navn er Rune, jeg er 37 år gammel og bor i nummer 55 sammen med Alex og vores lille dreng Villy på 5 måneder.
Alex og jeg har boet i Birkevang i snart 3 år og fra første gang vi kørte ind i Birkevang for at se på nr. 55 blev vi forelsket i området, fællesskabet og stemningen.
Jeg har nu siddet i bestyrelsen, som suppleant, i 2 år og er glad for at være med til at præge Birkevang i den retning, som jeg synes er den rigtige. Derudover står jeg for snerydningen sammen med Claus og har været med til at arrangere sommerfesten i 2024. Så selvom jeg har boet i Birkevang i relativt kort tid, går jeg meget op i at deltage i fællesskaberne.
Jeg elsker Birkevang og drømmer om, at det er her vores søn skal vokse op. Derfor har jeg også en hel naturlig interesse i at gøre Birkevang til det bedst mulige sted.
Det indebærer i min optik bl.a. at øge biodiversiteten ved fx at plante en masse hjemmehørende træer og buske, mere tryghed, færre biler på vejene, klimasikring – heriblandt tiltag der kan være sikre mod store regnskyl, samt at kigge på, hvordan vi, som forening, kan blive mere selvforsynende. Det kunne fx være ved at nedgrave store regnvandsopsamlingstønder, investere i fælles solcelleløsninger og have endnu mere fællesspisning. Alt sammen noget, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde hen imod i endnu højere grad.
Slutteligt mener jeg, at fremtiden tilhører vores børn. Derfor er det min drivkraft at give dem en god barndom her i Birkevang, og synes, at de valg vi tager som forening, skal afspejle det.
********************************************************************************
Grethe nr. 1
Jeg kandiderer til en af pladserne i forpersonskabet, hvis det vedtages.
Jeg har siddet i bestyrelsen det sidste år, og er vældig motiveret for det videre arbejde.
At arbejde i teams eller ”forpersonskab” synes jeg er helt oplagt i vores tilfælde, og jeg går derfor fuldt ind for forslaget.
Som bestyrelsesmedlem ligger det naturligt for mig at søge samarbejdet, og se en sag fra flere sider. Jeg er venlig og grundig, jeg kan godt lide en god udfordring og har blik for detaljen.
Mine visioner for Birkevang er fint afspejlet i de forslag til GF jeg har været medunderskriver på: regulering af trafik, sikring af biodiversitet og udvidelse af fællesarealerne.
I de 25 år jeg har boet i Birkevang har jeg oplevet værdien af fællesskaber på mange måder, og i forskellige livsfaser. Jeg har deltaget i visionsarbejdet om fællesskaber, og i gode snakke om biodiversitet, kommunikation og trafik. Jeg glæder mig over, at meget af visionsarbejdet begynder at tage form.
Birkevangs beliggenhed i et lokalområde med intense forandringer af boligmassen og infrastruktur, optager mig, og jeg følger gerne med i forskellige borgergruppers tiltag.
Med ønsket om en god GF til alle.
********************************************************************************
Claus nr. 184
Jeg stiller op til bestyrelsen, hvis forslaget om forpersonskab vedtages.
Jeg hedder Claus, er 66 somre og elsker Birkevang. Dragana og jeg har nu boet her i 10 år og børnene er flyttet forlængst.
Birkevang er Københavns bedste landsby at være barn, ung, forældre – og blive gammel i. Vores frivillige fællesskab er stærkt, netop fordi det er frivilligt. Her er ingen tvang men masser af invitation.
Jeg støtter forslaget om et forpersonskab i stedet for en formand, fordi jeg mener at det åbner for en hurtigere og bedre “sagsbehandling” – og mere tid for den samlede bestyrelse til at arbejde med de visioner og den praktik, der vedrører os alle.
Vi kommer længere med smidighed og forståelse end med løftede pegefingre og paragraffer. Alle problemer har en løsning, også når vi må bøje os mod hinanden for at nå den. Regler og paragraffer skal vi styre efter, ikke slå hinanden i hovedet med.
Jeg vil arbejde for en tydelig kommunikation om bestyrelsens arbejde. Efter et arbejdsliv som journalist mener jeg at kunne løfte den opgave.
********************************************************************************