Fælles arbejdsdag den 27. april
- Den: april 05, 2025
- Af: Lone Tonsgaard
- Kategori: Vores Birkevang
0
Kom med til Fælles arbejdsdag søndag den 27. april
Er du klar til at give en arbejdsindsats i hyggeligt samvær med dine naboer? Så meld dig til Fælles arbejdsdag og træk i arbejdstøjet søndag den 27. april. Der er brug for rigtig mange hænder, når vi skal have løst de mange opgaver, og alle kan være med!
Vi starter med morgenkaffe og lidt brød klokken 9, hvorefter vi inddeler os i nogle arbejdshold. Når de mange opgaver er løst ved 12.30-tiden, står frokostteamet ved Anne-Marie, Pernille og Dorthe klar med mad og drikke (herunder den traditionelle fadøl) i/ved Fælleshuset.
Der er opgaver nok til alle, og de fleste opgaver kan løses, uden at man er den store handy- eller havemand/-kvinde. Der er dog også et par opgaver, hvor det kunne være fint at få lidt håndværksmæssig kompetence ind over.
Her er den foreløbige liste over arbejdsopgaver.
1. Haveteamet
Legeplads og terrasser:
- Rengøring af legetøj
- Luge omkring boldburet
- Feje sten væk i boldburet
- Luge i hele området og ved hækken mod nord
Birkeallé
- Vask af skilte
- Rense kantsten for græs
- Trimning af birketræer
- Slå græs på rabatter
Hele Birkevang:
- Feje gruset væk fra vejene
Mørkhøjvej:
- Klippe eller luge rabatten, hvor der er behov
Traktor og garage
- Vaske traktoren
- Feje garagen
- Rydde op
2. Fælleshusteamet
- Malerarbejde på Fælleshuset (Allan
3. Håndværksteamet opgaveliste følger
4. Forplejningsteamet v/Anne-Marie, Pernille og Dorthe
- Morgenkaffe med basser
- Frokost
Her kan du tilmelde dig Fælles arbejdsdag søndag den 27. april 2025
Af hensyn til forplejningen er det vigtigt, at du tilmelder dig.
Du kan gøre det i tråden under opslaget på vores Facebookside eller ved at sende en mail til bestyrelsen@birkevang.dk med dit navn(e) og husnummer. Skriv ”Fælles arbejdsdag” i emnefeltet.
Vi håber, du vil være med ☺
Babyrytmik i Birkevang
- Den: marts 29, 2025
- Af: Niels Jensen
- Kategori: Vores Birkevang
0
Vi gentager succesen med rytmik for de mindste. Alt sammen styret af Kim Jezus.
Første gang 1/4 kl. 11
Anden gang 29/4 kl. 11
Alle børn i alderen 0-2 år og deres forældre/bedsteforældre/voksne er velkomne.
Pris: 40 kr. per næse.
Referat fra bestyrelsesmøde den 20/3
- Den: marts 26, 2025
- Af: Søren B. Petersen
- Kategori: Vores Birkevang
0
Referat fra bestyrelsesmøde den 20. marts 2025 ligger nu klar under
Husk at det kræver at du er logget ind på Birkevangs hjemmeside.
Læs mere om brugernavn og password her
*********************************************************
HUSK
- Fredagsbar den 4. april
- Arbejdsdage i Birkevang 26.-27. april
- Fredagsbar den 2. maj
- Loppemarked søndag den 1. juni
- Fredagsbar den 13. juni
- Årets sommerfest i Birkevang bliver lørdag den 30. august
*********************************************************
Ny bestyrelse marts 2025
- Den: marts 18, 2025
- Af: Svend_nr48
- Kategori: Vores Birkevang
0
Kære birkevænger,
Vi, Grethe, Lone og Svend, holdt vores første møde i forpersonskabet mandag den 17/3 og den nye bestyrelse samles på torsdag.
Bestyrelsen kan som altid kontaktes ved at skrive til bestyrelsen@birkevang.dk og har du brug for personlig kontakt, så tag fat i en af os;
Grethe, nr. 1, Lone nr. 167 eller Svend, nr. 33

Generalforsamling 2025
- Den: marts 11, 2025
- Af: Søren B. Petersen
- Kategori: Vores Birkevang
0
1/2 2025
1. indkaldelse til generalforsamling 2024
2/3 2025
Du finder den endelige indkaldelse til GF 2025 på bestyrelsessiden
******************************************
Kandidater til generalforsamlingen 2025
******************************************
******************************************

Kandidater GF 2025
- Den: marts 10, 2025
- Af: Søren B. Petersen
- Kategori: Vores Birkevang
0
Kandidater til generalforsamlingen 2025.
********************************************************************************
Svend nr. 33
Jeg opstiller meget gerne til Forpersonskabet og hvis dette ikke vedtages, som Forperson.
Jeg opstiller, da jeg meget gerne vil bidrage til, at vi har en velfungerende forening, et stærkt fællesskab og et fokus på det gode naboskab med hensyn til hinanden.
Det forgangne år har jeg siddet i bestyrelsen og været aktiv i visionsudvalgene om trafik og fællesskab. Jeg synes vi har så mange spændende muligheder for at gøre Birkevang til et endnu bedre sted.
Jeg ønsker en bestyrelse hvor vi alle deltager i opgaverne.
Jeg synes selv jeg er åben, hjælpsom, god til at samarbejde, god til at se muligheder og god til at holde fast og gennemføre aktiviteter. Jeg kan være kontant, men ønsker altid at vi løser sager med personlig kontakt og med en god snak.
Kh Svend
********************************************************************************
Lone nr. 167
Jeg stiller op til en af posterne i formandsskabet, hvis forslaget om dette vedtages.
Jeg har boet i Birkevang i godt 10 år, og synes det er verdens bedste sted at bo. I den tid jeg har boet her, har jeg set foreningen udvikle sig – og den udvikling har jeg nydt at være en del af som tidligere bestyrelsesmedlem. Jeg vil gerne være med til at understøtte den fortsatte udvikling, herunder sikre at Birkevang fortsætter med at være et sted, hvor fællesskabet vægtes højt, hvor der er plads til alle, og hvor alle bliver hørt og set.
Det seneste år har jeg været en del af visionsarbejdet, og jeg synes det er spændende at arbejde med at indfri vores ønsker og håb for vores forening, og sikre den bliver ved med at være et attraktivt sted at bo, og en aktiv del af det lokale samfund. Jeg ser gerne en øget kobling mellem visionsarbejdet og bestyrelsens drift af foreningen.
Den nuværende kontruktion med en formand, som har alt ansvaret alene, er en stor og tidskrævende funktion. Som fuldtidsarbejdende vil dette aldrig være en mulighed for mig. Men jeg kan, og vil gerne, bidrage til et formandsskab, hvor man deles om opgaverne og hvor der kommer flere personers perspektiver med i arbejdet.
********************************************************************************
Rune nr. 55
Jeg håber, at forslaget om et forpersonskab i stedet for et formandskab bliver vedtaget – og ønsker i så fald, at stille op til forpersonskabet.
Mit navn er Rune, jeg er 37 år gammel og bor i nummer 55 sammen med Alex og vores lille dreng Villy på 5 måneder.
Alex og jeg har boet i Birkevang i snart 3 år og fra første gang vi kørte ind i Birkevang for at se på nr. 55 blev vi forelsket i området, fællesskabet og stemningen.
Jeg har nu siddet i bestyrelsen, som suppleant, i 2 år og er glad for at være med til at præge Birkevang i den retning, som jeg synes er den rigtige. Derudover står jeg for snerydningen sammen med Claus og har været med til at arrangere sommerfesten i 2024. Så selvom jeg har boet i Birkevang i relativt kort tid, går jeg meget op i at deltage i fællesskaberne.
Jeg elsker Birkevang og drømmer om, at det er her vores søn skal vokse op. Derfor har jeg også en hel naturlig interesse i at gøre Birkevang til det bedst mulige sted.
Det indebærer i min optik bl.a. at øge biodiversiteten ved fx at plante en masse hjemmehørende træer og buske, mere tryghed, færre biler på vejene, klimasikring – heriblandt tiltag der kan være sikre mod store regnskyl, samt at kigge på, hvordan vi, som forening, kan blive mere selvforsynende. Det kunne fx være ved at nedgrave store regnvandsopsamlingstønder, investere i fælles solcelleløsninger og have endnu mere fællesspisning. Alt sammen noget, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde hen imod i endnu højere grad.
Slutteligt mener jeg, at fremtiden tilhører vores børn. Derfor er det min drivkraft at give dem en god barndom her i Birkevang, og synes, at de valg vi tager som forening, skal afspejle det.
********************************************************************************
Grethe nr. 1
Jeg kandiderer til en af pladserne i forpersonskabet, hvis det vedtages.
Jeg har siddet i bestyrelsen det sidste år, og er vældig motiveret for det videre arbejde.
At arbejde i teams eller ”forpersonskab” synes jeg er helt oplagt i vores tilfælde, og jeg går derfor fuldt ind for forslaget.
Som bestyrelsesmedlem ligger det naturligt for mig at søge samarbejdet, og se en sag fra flere sider. Jeg er venlig og grundig, jeg kan godt lide en god udfordring og har blik for detaljen.
Mine visioner for Birkevang er fint afspejlet i de forslag til GF jeg har været medunderskriver på: regulering af trafik, sikring af biodiversitet og udvidelse af fællesarealerne.
I de 25 år jeg har boet i Birkevang har jeg oplevet værdien af fællesskaber på mange måder, og i forskellige livsfaser. Jeg har deltaget i visionsarbejdet om fællesskaber, og i gode snakke om biodiversitet, kommunikation og trafik. Jeg glæder mig over, at meget af visionsarbejdet begynder at tage form.
Birkevangs beliggenhed i et lokalområde med intense forandringer af boligmassen og infrastruktur, optager mig, og jeg følger gerne med i forskellige borgergruppers tiltag.
Med ønsket om en god GF til alle.
********************************************************************************
Claus nr. 184
Jeg stiller op til bestyrelsen, hvis forslaget om forpersonskab vedtages.
Jeg hedder Claus, er 66 somre og elsker Birkevang. Dragana og jeg har nu boet her i 10 år og børnene er flyttet forlængst.
Birkevang er Københavns bedste landsby at være barn, ung, forældre – og blive gammel i. Vores frivillige fællesskab er stærkt, netop fordi det er frivilligt. Her er ingen tvang men masser af invitation.
Jeg støtter forslaget om et forpersonskab i stedet for en formand, fordi jeg mener at det åbner for en hurtigere og bedre “sagsbehandling” – og mere tid for den samlede bestyrelse til at arbejde med de visioner og den praktik, der vedrører os alle.
Vi kommer længere med smidighed og forståelse end med løftede pegefingre og paragraffer. Alle problemer har en løsning, også når vi må bøje os mod hinanden for at nå den. Regler og paragraffer skal vi styre efter, ikke slå hinanden i hovedet med.
Jeg vil arbejde for en tydelig kommunikation om bestyrelsens arbejde. Efter et arbejdsliv som journalist mener jeg at kunne løfte den opgave.
********************************************************************************
Høringssvar – Bystævneparken
- Den: marts 10, 2025
- Af: Helen Lustrup
- Kategori: Vores Birkevang
0
Vær med på høringssvar til det nye Bystævneparken.
Arbejdsgruppen Bystævneparken har efter mange drøftelser udarbejdet vedhæftede høringssvar til Københavns Kommunes forslag til lokalplan for Bystævneparken.
Birkevangs beboere vil om 4-6 år få en helt ny nabo med meget blandet byggeri bestående af 2-3 etagers rækkehuse, 5-8 etagers boligblokke, 5-7 etagers institutionsblokke, 5 etagers parkeringshus, 2 etagers daginstitutioner, et rundt fælleshus og et storkøkken. Byggeprocenten vil blive på 108 (nuværende er 70).
Lokalplan forslaget kan hentes på Købehavns Kommunes hjemmeside.
Kaare (nr. 28) vil gerne sende PDF fil til de, der måtte ønske det (send e-mail til: kaarelustrup55@gmail.com).
Torsdag d. 13. marts afholder Brønshøj-Husum Lokaludvalg borgermøde om lokalplanforslaget. Rundvisning i Bystævnparken kl. 17 og borgermøde i EnergiCenter Voldparken kl. 19.
Vi i gruppen beder beboerne i Birkevang om at deltage i høringssvaret ved at melde deres underskrift (Fulde navn og HF Birkevang nummer) som e-mail til Kaare eller som en kommentar til dette opslag.
Hvis du har kommentarer eller forslag til høringssvaret er vi selvfølgelig lydhøre.
Høringssvar skal være indsendt senest 30. marts. Så derfor sætter vi en dead-line for underskrift melding / kommentarer til d. 28. marts.
Med venlig hilsen
Kaare og Helen (nr. 28), Susanne og Gert (nr. 62), Catharina (nr. 6), Helle (nr. 168) og Niels (nr. 89)
*************************************
Læs høringssvaret til lokalplanen her
*************************************
Lidt nyt fra skraldefronten.
- Den: marts 08, 2025
- Af: Aktivitetsudvalget Birkevang
- Kategori: Vores Birkevang
0
Du har måske allerede hørt nyheden i pressen? Nu må man i Københavns kommune lægge pizzabakker i papcontaineren. Jeg kiggede lige efter på nem Affaldsservice’s hjemmeside, og den er god nok👍🏼😊
Tak for velkomsten
- Den: marts 06, 2025
- Af: Palle og Ulla
- Kategori: Vores Birkevang
0
…….og hej fra os 2 nye , Ulla og Palle, i nr 189 : Bents Hus.
Vi fik Tinder kaffe for 7 mdr siden, så vi er sådn lidt forårskåde og småkuldrede og begejstrede over Birkevang og Birkevængere og træf og snak og skrammel og humør og gæstfrihed.
Vi glæder os til aktiv deltagelse i landsbylivet, har begge et alsidigt arbejdsliv med bl.a. højskolevirksomhed bag os, og kan nogen gange finde på at bidrage med lidt musik til alle aldre. Tilsammen har vi 8 børn og 14 børnebørn , som altid er velkomne. Det samme gælder alle jer !
vi ses
Ulla og Palle
Forpersonskab i stedet for formand!?!
- Den: marts 03, 2025
- Af: Svend_nr48
- Kategori: Vores Birkevang
0
Vi er 11 birkevængere som har stillet forslag til generalforsamlingen om at ændre vedtægterne, så vi får et forpersonskab på 3 personer i stedet for en formand.
Hvis forslaget vedtages, vil det ændre bestyrelsesarbejdet og derfor vil vi vil gerne invitere til et møde i fælleshuset for en åben snak om vores forslag.
Vi mødes i fælleshuset på søndag den 9. marts fra kl. 19 og slutter omkring kl. 20 / 20:30.
Baggrunden er, at vi ønsker at fordele formandens arbejde (og honorar) på 3 personer frem for en enkelt person. Læs vores motivation for forslaget herunder, eller i det omdelte generalforsamlingsmateriale.
Forslagsstillere er: Grethe Berit Wissing, 1, Nina Bondo Mønster, 32, Rikke Rue & Svend Overgaard, 33, Rune Bjørn, 55, Niels C. Jensen, 89, Emil Sonne, 109, Lone Tonsgaard, 167, Claus Sølvsteen, 184, Dorthe Barsøe & Morten Udsholt, 185.
MOTIVATION FOR FORSLAGET
Arbejdsmængden for bestyrelsesarbejdet i Birkevang er stort. Vi har i dag organiseret arbejdet, så en meget stor del af det er lagt på forpersonens skuldre. Det opleves næsten som om, at man skal være enten arbejdsledig, på deltid eller pensionist, for at kunne varetage tillidshvervet som forperson for Birkevang. For det andet betyder det store arbejdspres på en enkelt person helt naturligt, at mange afgørelser i praksis bliver truffet uden at konsultere den øvrige bestyrelse.
De mange driftsopgaver optager så megen tid i bestyrelsen, at den ikke har kræfter til at arbejde mere langsigtet med Birkevangs fremtidige udvikling.
Det finder vi hverken rimeligt eller rigtigt.
Vi foreslår derfor, at forpersonens rolle og opgaver erstattes af et forpersonskab på 3 personer, som tager sig af de løbende driftsopgaver. Forpersonskabet skal dele driftsopgaverne imellem sig og mødes ganske jævnligt om disse opgaver – og selvfølgelig orientere den samlede bestyrelse. De 3 i forpersonskabet er samtidig en del af bestyrelsen i Birkevang.
Eksempler på driftsopgaver for forpersonskabet: Et medlem af forpersonskabet tager sig af de eksterne kontakter såsom advokater, ejendomsmæglere, kommunen og andet. Et andet medlem kunne påtage sig at koordinere opgaverne for bestyrelsens byggeudvalg og sikre kontakt og vejledning til Birkevangs andelshavere om samme emne. Et tredje medlem kunne have en koordinerings-/sekretær funktion for bestyrelsen, øge kommunikation til Birkevang, lave dagsorden med oplæg, skrive referat m.m..
Den samlede bestyrelse vil på den måde få luft og overblik til at koncentrere sig om de større beslutninger og samtidigt øge og forbedre den interne kommunikation til birkevængere. Ved at den daglige drift fylder mindre, vil der også være tid til Birkevangs større dagsordener, såsom vores visioner, langsigtet planlægning, vedligehold, skel-sager, ”udefra kommende trusler” osv. Den slags sager risikerer i dag at drukne i den daglige drift.
Eksempler på diskussioner og opgaver for den samlede bestyrelse kunne også være:
• Hvordan gør vi Birkevang tryggere?
• Hvordan udfolder vi de enkelte af vores visioner i praksis?
• Indlæg fra eventuelle fagpersoner eller visionsudvalg.
• Birkevængere med forslag til temaet kunne inviteres til bestyrelsesmøder og fremlægge deres tanker.
• Temadiskussioner forud for og udarbejdelse af forslag til generalforsamlingen:
• Proaktiv udskiftning af vandledningens?
• Ny asfalt i nord?
• Solceller på fælleshuset.
Ved at fordele forpersonens alt for mange arbejdsopgaver på flere skuldre, vil vi få:
• flere til at tage sig af den daglige drift
• bedre sparring ifbm. de daglige driftsopgaver
• en samlet bestyrelse, der kigger fremad og udvikler Birkevang til noget endnu bedre
I udgangspunktet forestiller vi os at der afholdes det samme antal bestyrelsesmøder som i dag og at forperonskabet mødes og/eller koordinere driftsopgaver på ugeplan.
PS: Vi foreslår under budgettet, at det ”gamle” formandshonorar/løn deles ligeligt mellem forpersonskabets 3 medlemmer.




